Da jeg startede med at plantefarve garn, var det med det benspænd, at jeg kun måtte anvende materialer jeg kan plukke/samle tæt på hvor jeg bor.
Så jeg har de første år mest anvendt hvad der lige var tilgængelig – og har eksperimenteret med afkog af forskellige muligheder.
De første forsøg i større skala har været med gyvelgrene, bregneblade, valnødder, ellekogler, tagrørblomster og duftløs kamille, som alt sammen kan plukkes de fleste steder. Jeg er så heldig at have rejnfan og birkeblade i haven, så det har været nemt at indsamle i rigelige mængder.
Disse materialer giver heldigvis så mange forskellige farvemuligheder, at jeg i første omgang synes det også var alt rigeligt.
Her er et billede af mine første forsøg
Efterhånden har jeg måttet indse nødvendigheden af, at have mere eksotiske materialer som indigo og cochenille til rådighed, for at få et større farveudvalg.