Er plantefarvet garn farveægte ?
Når jeg fortæller om, at jeg plantefarver garn og reaktionerne ofte en blanding af – åh det ville jeg også gerne selv gøre + det holder sikkert ikke så godt på farven + det smitter af.
Til det første kan jeg kun sige, du kan bare købe det hos mig 😊 Det med farverne, har jeg til gengæld lidt flere kommentarer til.
Jeg har selvfølgelig selv afprøvet mit garn, og ved at der er mange sandheder på spil.
Forstået på den måde, at nogle farver smitter af – derfor vasker jeg eksempelvis det blå garn inden jeg vinder det op. Hvis jeg har glemt det, så må jeg vaske hænder når jeg har strikket med det. De øvrige farver er sjældent så slemme til at smitte af.
Se strømpegarnet til de kolde vinterdage på shoppen
Farvens holdbarhed
Farvens holdbarhed på plantefarvet garn afhænger til gengæld meget af hvordan det bliver brugt, og hvor meget det bliver vasket. Jeg vasker sjældent mine håndtrikkede trøjer, jeg har som regel en t-shirt eller skjorte under trøjen så de bliver luftet i stedet.
Strømperne skal selvfølgelig vaskes lidt oftere, så her kan farverne blegne lidt over tid. Men det vil også afhænge af hvilke planter, der har været anvendt. De farveægte planter som rejnfan, kamille og el, kan efter min erfaring være gode at anvende.